Survival of the fattest Ringkøbing

Survival of the fattest

Foto: Presse

Galschiøts figur 'Survival of the fattest' kom til byen i 2006. Men det viste sig at være nødvendigt lige at foretage nogle ændringer, så skulpturen kunne klare det vestjyske vejr - så i sommeren 2007 kom figuren endelig på plads på havnen.

    Den 3,5 meter høje skulptur er en karikatur, der forestiller en kæmpemæssig vestligt udseende kvinde, der sidder på ryggen af en udhungret afrikansk mand. Han trues ikke kun af sin egen sult men også af kvindens fysiske overflod.

    Kvinden holder en vægt for at understrege, at der er noget indlysende galt med den globale fordeling. Jens Galschiøts skulptur er en kommentar til skævvridningen af verdenshandelen, hvor den privilegerede del af verden med toldsatser og subsidier holder u-landene ude.

    - Jeg demonstrerer hverken for eller imod EU men for at få nogle andre værdier ind i debatten, understreger Jens Galschiøt og tilføjer: 

    - Det er ikke kun synd for de fattige, der dør af sult. Det er også synd for os. Det gør noget ved os at se på disse modsætninger. Vi bliver afstumpede. Med denne figur ønsker jeg at indprente et billede i hovedet på folk, så de tænker: hold kæft er det sådan, verden er. Og se sig selv som en del af den problematik.

    Galschiøt har en klar begrundelse for, hvorfor skulpturen ser ud, som den gør. Verden er nemlig blevet for lille til at rumme de enorme modsætninger:

    - På den ene side har vi her på den nordlige del af kloden problemer med, at vi æder for meget og lever for fedt. På den anden side af kloden dør mennesker af sult. Derfor er der flygtningestrømme og terrorisme. I forsøget på at afskærme os fra den tredje verdens problemer giver vi afkald på vores værdier om demokrati og civilisation, siger han.

    Find skulpturen på havnen i Ringkøbing