Vedersø Klit Badehotel

Hotellets historie

Vedersø Klit Badehotel har altid været en spændende sted til hverdag og fest - og måske endda med alkoholservering...

Hotel Vedersø Klit

Hotel Vedersø Klit har en lang historie bag sig, som er værd at fortælle. Her har gæster fra hele Danmark og Tyskland valfartet til hver sommer for at bade i solen og havet.

Hotel Vedersø Klit blev opført i 1927 af dansk-amerikaneren Thorvald Nygaard. Thorvald havde en fortid i storbyen Seattle i det nordlige USA, og hotellet blev derfor døbt Hotel Seattle. I 1934 overtog en ung tømrer og hans hustru hotellet. Det var ægteparret Elna og Christian N. Larsen, og de endte med at drive hotellet i små 40 år. Ægteparret lagde ud med at omdøbe Hotel Seattle til Hotel Vedersø Klit.

Et moderne badehotel ved Vesterhavet

Ægteparret fik stor succes med at få hotellet og området til at blomstre, særligt om sommeren. Her var der masser af gæster, ansatte og liv og glade dage. I 1936 søgte hotelejerne om spiritusbevilling. Sognerådet var positivt stemt, men især én beboer stak en kæp i hjulet for planerne. Den landskendte digter og præst i Vedersø, Kaj Munk, var nemlig stærkt imod bevillingen. Og han anmodede direkte sine ”sognebørn” om at stemme imod bevillingen. Bevillingen blev derfor ikke til noget i første omgang.

Hotelgæsternes oprør

Det var ikke alle gæster, der accepterede forbuddet mod salg af alkohol på hotellet. I 1938 boede den magtfulde amtmand fra Ringkøbing på hotellet sammen med sin kone. De forlangte hver dag en øl til frokosten. ”Jeg er ligeglad - De kan jo købe en kasse på min regning”, lød det trodsigt fra amtmanden. Og det gjorde hotelejeren så – en amtmand sagde man ikke sådan imod.

Digterpræstens fortsatte modstand

Da hotelejeren Christian Larsen fem år senere igen forsøgte at få bevillingen i hus, var det igen en vis Pastor Munk, der forpurrede det. Med sin magt og position i lokalsamfundet lykkedes det ham at afværge alkoholbevilling på badehotellet nok engang. Først i 1950 kunne gæster på Hotel Vedersø Klit nyde en lovlig øl til frokosten.

En ny æra

I 1973 overdrog Christian og Elna Larsen hotellet til deres datter og svigersøn. Og i 1977 var tiden så inde til at modernisere og udbygge det smukke hotel ved foden af Vesterhavet. Tilbygningen blev desværre for dyr, og parret endte med at sælge hotellet. I slutningen af 1990’erne fik hotellet igen en ny ejer. Og i de kommende år blev det drevet af forskellige folk. I 2016 åbnede badehotellet igen.