Klitlandskab Houvig

De små sommerhusområder

Der er ikke kun store oplevelser i vente i de store byer som Ringkøbing, Søndervig og Hvide Sande. Mange af feriehusene ligger nemlig i hyggelige og små sommerhusområder, hvor det er naturen, der er i fokus, og der er plads til nærvær og afslapning. 

Houvig - tæt på bunkerne og stranden

Houvig ligger i det vestjyske klitlandskab fem kilometer nord for badebyen Søndervig. Det er et roligt og naturskønt område med en flot strand, en økologisk gårdbutik og et stort bunkeranlæg fra 2. verdenskrig.
Det er som om tiden har stået stille i Houvig. Her lever de vestjyske dyder i bedste velgående, og historien føles allestedsnærværende. Resterne af bunkerne fra 2. Verdenskrig ligger stadig på stranden, områdets små huse ligger med behørig afstand til hinanden, og på en slægtsgård sælges kaffe, oste, pølser og andre delikatesser, der ikke har set skyggen af industriens tilsætningsstoffer. Mod vest ligger badestranden og klitterne, og mod øst flyver trækfuglene over Stadil Fjord. Her er fred og ro, og alligevel kun få minutter til badelivet og butikkerne i Søndervig.

Houvig er kendt for dets fæstningsanlæg fra 2. Verdenskrig bestående af over 50 bunkere. Anlægget var en vigtig del af nazisternes europæiske kystforsvar, og stedet gemmer på grusomme historier. Enkelte af krigsmonumenterne kan man kravle ind i for at mærke den dystre fortid på egen krop.  

Klegod - tæt på kystbyerne og en cykeltur ved klitterne

Slap af på den lækre strand, eller tag på udflugt til de nærliggende kystbyer Søndervig, Hvide Sande og Ringkøbing.
Klegod ligger i det vestjyske klitlandskab to kilometer syd for badebyen Søndervig. Her har du den uspolerede natur lige uden for sommerhusvinduet, samtidig med at du er tæt på byens tilbud af restauranter, butikker og aktiviteter: Besøg den årlige Sandskulpturfestival, fang ørreder i Klegod Fiskesø, sving køllerne på en 27-hullers golfbane, eller hop i det indendørs badeland.

En ferie i Klegod indbyder til lange dage på den brede sandstrand og afslapning i det fredelige sommerhusområde. Strandferien kan passende kombineres med en cykeltur til en af områdets byer. Kør enten sydpå ad stierne mod Hvide Sande, cykl opad kysten mod Houvigs bunkere, eller drej rundt om fjorden mod Ringkøbing. I denne gamle købstad er en byvandring i de smalle brostensgader et must. 

Bjerregård - tæt på seværdigheder og vandsport

Når du kommer kørende fra syd er Bjerregård det første område, du rammer på Holmlands Klit. Her er de store naturoplevelser og den gode strand lige uden for sommerhusdøren.
Bjerregård ligger i den sydligste del af den smalle landtange imellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord. Stranden er en af de bedste i området. Oplagt til badning, til at slikke sol og til at slentre langs vandkanten.

De gode surfspots ligger tæt rundt om fjorden og ud mod Vesterhavet. Kør enten til Hvide Sande i nord eller mod Bork i den sydlige del af fjorden, hvor der er surfbutik og surfskole. De to byer har også udflugtsmål på landjorden for hele familien. Besøg for eksempel Bork Vikingehavn. 

Årgab - tæt på Hvide Sande og fiskeriet

Årgab ligger et smutkast fra Hvide Sande og er rig på aktiviteter for fiskeren, surferen og vandhunden.
Gåturen igennem klitterne til Vesterhavets brede sandstrande eller til Ringkøbing Fjords stille vand er hurtigt overstået, når man slår sig ned i Årgab. Det lille populære område få hundrede meter syd for Hvide Sande kan nemlig prale af at være det smalleste sted på Holmlands Klit. Derfor er der heller ikke langt til surf-butikken West Wind Syd, der ligger ud mod Ringkøbing Fjord. Her kan du købe og leje udstyr og få undervisning i at kitesurfe, windsurfe eller dyrke Stand Up Paddle. 

Hvis vejret ikke tillader surfing, badning eller solslikkeri ved stranden, har Nordsø Camping et børnevenligt alternativ; et stort eksotisk badeland. Derudover har Årgab én af Danmarks få Put and Take-søer med saltvand. Et godt alternativ til fiskeri i havet eller i fjorden. Og skulle fangsten glippe er fiskehandlerne og restauranterne i Hvide Sande kun en rask gåtur væk. 

Haurvig - tæt på historien og klitlandskabet

Det uspolerede hede- og klitlandskab i Haurvig, 10 kilometer syd for Hvide Sande, gemmer på flere seværdigheder, der gør dig klogere på den vestjyske kultur.
Haurvig ligger i den sydlige del af Holmlands Klit, imellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord. Her er der tid til at få et indblik i fortidens levevilkår på vestkysten og til at udforske naturen. Den brede sandstrand og det kuperede klitlandskab indbyder til leg og lange cykel- eller rideture. Følg for eksempel Naturstien op til Hvide Sande eller Søndervig, hvor der er rig mulighed for at kurere sultne maver, ømme lår og tørstige ganer.  
 
Haurvigs gamle strandfogedgård, Abelines Gård, er et besøg værd for gæster i alle aldre. Indsnus vestkystens historie i klitgårdens velbevarede stuer, og slut af med en tår kaffe i den fine kaffestue. Klitgården fra 1850’erne er en del af Ringkøbing Skjern-Museum, og i sommersæsonen vækkes gården til live med aktiviteter som ravslibning og fællessang.

På den anden side af Klitvejen ligger Haurvig Redningsstation, der blev nedlukket i 1953, og ud mod Ringkøbing Fjord finder du den hvidkalkede Haurvig Kirke. På kirkegården kan du se gravsteder for faldne piloter under 2. verdenskrig.

Nørre Lyngvig - tæt på fyrtårnet med de 228 trin

Når du kan se et hvidkalket fyr tårne sig op i horisonten bag klitterne, er du ikke langt fra Nørre Lyngvig. Tilbagelæg de 228 trin op til toppen, og bliv belønnet med vestkystens vildeste panoramaudsigt.
Nørre Lyngvig ligger i det kuperede klitlandskab imellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord. Området er især kendt for Lyngvig Fyr, som tilbyder en udsigt over havet, fjorden og klitterne, der giver gåsehud. Går du de 228 trin fra toppen ned på jorden, finder du en café, et museum om badeturisme ved Vestkysten og en naturlegeplads i nærheden.

Et andet udflugtsmål i selve Nørre Lyngvig er den rolige fjordhavn. Her lander fritidsfiskerne friskfangede rejer, aborrer, skrubber og gedder fra små tøffende både. Fuldtidsfiskeri er fortid i den lille havn, men autenticiteten lever stadig. Havnens tre shelters giver dig mulighed for at overnatte ude i det fri. 

Skodbjerge - tæt på store naturoplevelser

I Skodbjerge er der blomstrende hede, bakkede klitter og hav og fjord så langt øjet rækker. Her kan familien nyde en rolig og afslappende ferie.
Skodbjerge ligger idyllisk i hede- og klitlandskabet på den smalle landtange imellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord. Området er perfekt for gæster, der kan lide at have godt med plads omkring sig. Her er fred og ro - akkompagneret af vestenvinden, der stryger ind over klitterne. Sommerhusene ligger kun få minutters gang fra den brede sandstrand.  

En ferie i Skodbjerge er velegnet til rolige naturoplevelser. På cykel eller til fods. Vandre- og cykelstien Vestkyststien snor sig nemlig igennem Skodbjerges fredede hede- og klitlandskab. Fra klitbakketoppene har du udsigt over havet, fjorden og fuglereservatet Tipperne i syd. Skodbjerge ligger mellem Bjerregaard og Haurvig - kun 10 kilometer fra Hvide Sande.