Ny app skal give turister og lokale flere oplevelser | Hvidesande

Ny app skal give turister og lokale flere oplevelser

Ringkøbing Fjord Turisme lancerer nu som noget nyt en gæste-app, der giver fuldt overblik over de mange tilbud og oplevelser, der venter i Ringkøbing-Skjern Kommune. Hvad kan man lave, når det regner? Hvilke restauranter ligger i nærheden? Hvor kan man leje cykler eller booke en sejltur?

Alle de spørgsmål kan du finde svar på i den nye app Hvide Sande, som nu er gratis og tilgængelig på App Store, og hvor du ellers henter dine apps. App'en er udstyret med geotracking, så du kan se, hvad der rører sig i en radius ud fra, hvor du befinder dig. Som noget helt særligt indeholder app'en også en eventkalender, hvor du kan se de lokale kulturelle begivenheder. For os er det vigtigt, at vores gæster får de bedste muligheder for at finde frem til alle de gode oplevelser, der ligger og venter her. Gode oplevelser får også gæster til at vende tilbage, næste gang de skal booke en ferie – og de er altid velkomne her hos os, siger Søren Lydig Kristensen, direktør i Ringkøbing Fjord Turisme.

Når turister og lokale har downloadet app'en til telefonen, er det bare med at gå på opdagelse. Her kan man se, hvad der foregår i området, lige som man også kan søge efter det, man er særligt interesseret i.

Nye oplevelser

En af de helt nye oplevelser, man kan finde, er Seaside Safari, som er helt ny aktør i området. Bag Seaside Safari er Michael Madsen fra Jyllands Akvariet i Thyborøn. Seaside Safari tilbyder fra den 13. april sejladser på Ringkøbing Fjord, sejlads mellem Ringkøbing og Hvide Sande, traktorbus-ture, ravsafari og hvad der ellers er ønsker om:

På app'en kan man hele tiden få den aktuelle information, og det er helt fantastisk for os, siger Michael Madsen. Og det er netop meningen med app'en: at man kan sidde i sit feriehus eller derhjemme og finde ud af, hvad der sker, hvor det sker og hvornår det sker. Herfra kan man så beslutte, hvad man har lyst til at opleve – alt sammen kun med få klik på telefonen.

Del denne side