Fiskeri i Skjern Å | fiskesæson fra forår | Fang en kæmpe laks
Lystfisker har fanget en kæmpe Skjern Å-laks

Fang en Skjern Å laks

Fra midten af april kan lakseglade lystfiskere igen prøve lykken i Skjern Å. Den vilde rekordfangst fra 2013 bliver dog svær at slå.

Skjern Å er ikke blot et af Danmarks frodigste naturområder med det eneste floddelta herhjemme. Det er også her, Danmarks største vildlaks lever. En laks mange lystfiskere drømmer om at få på krogen.

Kamp til stregen

Lystfiskeren Heine Fausing vil derfor sent glemme den solrige formiddag i september, hvor han fik 2013s største Skjern Å-laks på fluestangen. Et muskelbundt på 126 centimeter. Duellen mand og fisk imellem varede over en halv time, og efter fangsten satte den erfarne fluefisker såmænd laksen tilbage i åen. En ægte gentleman-lystfisker!

En loyal laks

Skjern Å-laksen tilhører den atlantiske laksefamilie, der stammer fra den sidste istid for 10.000 år siden. Den atlantiske laks lever, udover i Danmark, i laksefloder i Sverige og i farvande nord for Norge og Sibirien. Skjern Å-laksen svømmer hvert år den tusinde kilometer lange tur op til den afsidesliggende, norske øgruppe, Svaldbard. Men om foråret vender de, der er klækket i Skjern Å, tilbage til åen for at gyde.

Danmarkshistoriens største

2013-rekordfangsten er den største laks, der er hevet op af Skjern Å siden 1954. Dengang fangede en københavnsk vinhandler et eksemplar på 26,5 kilo - den største i danmarkshistorien. Og den lokale laksekonge Heine Fausing, ja han kunne også tage æren for den største havørred i åen i 2013. En meter målte den. I april går jagten ind igen, så pak grejet og madkurven, og prøv lykken i Skjern Å.    

Del denne side

Fiskeri i Skjern Å

Fiskesæsonen i Skjern Å løber fra den 16. april til om med den 15. oktober. Der er begrænsninger på, hvor mange fisk man må fange. Læs mere om fiskeri i Skjern Å her.

Fiskeri for alle

Fiskeri og fiskerestauranter

Hvide Sande og omegn har uanede muligheder for lystfiskeri.