Katrine Frandsen

Surfere smiler altid

Katrine Kock Frandsen flyttede til Hvide Sande for fem år siden. Bølgerne trak hende hertil.

Havet og himlen mødes i horisonten. Hvide skyer og hvide skumtoppe får de fleste på stranden til at trække jakken op om ørerne, men for Katrine Kock Frandsen og de andre surfere er vejret helt perfekt.

- Når man surfer fra Sydstranden i Hvide Sande, ser man masser af smil, for det er bare så fedt at surfe der, fortæller Katrine Kock Frandsen.

Smilene og de gode surf-forhold var også det, der for fem år siden trak hende til Hvide Sande. Hun boede i Varde og arbejdede i en virksomhed, der solgte surf-udstyr. Hun havde netop besluttet at flytte til Hvide Sandes bølger, da der pludselig dukkede en jobmulighed op i byen også:

- Så på fem uger flyttede jeg og fik nyt job. Jeg kan godt lide Hvide Sande, fordi der også her er en kontrast til surfing. Her er turismen der giver gode jobmuligheder, her er havnelivet og en helt særlig kultur, siger hun.

Liv med plads til vejrskifte

Sidste år sprang Katrine ud som selvstændig. Hun dannede virksomheden Virkekraft, der blandt andet står bag den internationale surf-festival Waterz i Hvide Sande og arbejder med EM i windsurfing i Klitmøller.

- Surfing er meget mere end en tur på vandet. Surfing er også udvikling af et område, det er relationer og en helt særlig kultur. Surfere er mennesker med et stort overskud. Fordi de tilpasser sig vind og vejr, lever de fleksible og frie liv – og det giver overskud, fortæller hun

 Derfor foreslår hun også alle andre at prøve kræfter med board, bølger og de brede smil:

- Når I kommer hertil på ferie, så gør, som hvis I tog på skiferie: Tag et kursus hos en af surfklubberne, så I kan komme godt i gang. Besøg surf-skolerne i fjorden, som er god for nybegyndere. Når I har prøvet det, så gå op til havet en dag, det blæser lidt. Mærk vinden på din egen krop og kig så ud på de mere erfarne surfere på havet – det er et syn, der sætter livet og det hele lidt i perspektiv, siger hun.