Sydstranden

De 9 bedste strande

Det er først rigtigt ferie, når du har været en tur ved Vesterhavet.

Her får du listen over de ni bedste badestrande ved Hvide Sande: seks ved Vesterhavet og tre ved Ringkøbing Fjord.

Vi anbefaler strandene ved Hvide Sande og Søndervig, som begge har livreddere i højsæsonen.

Strande ved Vesterhavet

Hvide Sande Strand 

Sydstranden i Hvide Sande, har du kilometervis af sandstrand samt oceaner af saltvand at boltre dig i. En ny forlængelse af kunstværket Vestled gør det desuden nemt at komme helt ned til havet med barnevogne, kørestole og andre mindre køretøjer.

Søndervig

Kåret til årets bedste strand i 2014!  Søndervig har været én af Danmarks mest besøgte badebyer siden 1800-tallet. Det har den ikke mindst på grund af sin flotte brede sandstrand. Også i Søndervig er der, med den ny-anlagte terrænsti, gode adgangsforhold helt ned til Vesterhavet.  

Bjerregård Strand

Du finder Bjerregård Strand cirka 15 kilometer syd for Hvide Sande. Stranden er meget lig dem i Søndervig og Hvide Sande, og også her kan du solbade i klitterne i ly for vinden.   

Nørre Lyngvig Strand

Nørre Lyngvig Strand ligger få kilometer nord for Hvide Sande og byder på samme fine sand, rene vand og brede strand ved Vesterhavet.

Vedersø Klit

Vedersø Klit er et traditionsrigt feriested for badegæster fra nær og fjern. Det idylliske klitområde grænser op til en fin, bred strand.

Nymindegab Strand

Nymindegab Strand er den sydligste i Ringkøbing Fjord-området. En flot bred sandstrand omkranset af eventyrlige marehalmklædte klitter.  

 

Strande ved Ringkøbing Fjord

Ringkøbing

Den bedste strand ved Ringkøbing ligger i området Sorte Bakker i udkanten af byen i retning mod Velling. Her foretrækker ringkøbingenserne at bade, og stranden tiltrækker også mange surfere. En ny, lang badebro har gjort stranden endnu mere badevenlig.

Bork Havn

I Bork finder du den familievenlige badestrand nord for havnen. Få minutters gang fra stranden ligger den lille handelsgade Bryggen med spisesteder og iskiosker. 

Skaven Strand

Med sit lave vand og rolige omgivelser er Skaven Strand yderst børnevenlig. Find stranden på østsiden af Ringkøbing Fjord.