Cykelruter

Cykelruter

Hop på cyklen og nyd det særlige vestjyske landskab.

En cykeltur ved vestkysten byder på dufte af hybenbuske og saltvand, fuglekvidder i ørerne og udsigt til lyngklædte klitter og det blågrønne hav. Her finder du de skønneste cykelruter i Jylland.

Vestkysten gemmer på de mest charmerende cykelruter i Jylland. Hele vejen bliver alle sanser nemlig bombarderet af indtryk. Lyng og hybenroser sammen med fyr, havtorn og blåbær giver fine krydrede dufte. Hav og fjord giver forskellige dufte, og selvfølgelig dufter frisk fisk også. Bølgeskvulp og fuglefløjt giver en dejlig lydkulisse helt ude på hedearealerne, hvor biler og mennesker ikke længere høres.  

En international natursti

Vestkystruten er en natursti, som går hele vejen fra den dansk/tyske grænse til Skagen. Ja, faktisk er den en del af den 6000 kilometer lang rute The North Sea Cycle Route, som følger kysten i Danmark, Tyskland, Holland, England, Skotland, Norge, Sverige - og tilbage til Danmark, forbundet med færger mellem Holland/England, Skotland/Norge, Sverige/Danmark.

Hvide Sande og Søndervig

I Hvide Sande-området ligger cykelstien i klitterne eller så tæt på som muligt. Nogle steder benyttes sommerhusvejene, og i Hvide Sande og Søndervig må man lige ind på asfaltvejen, for så at ramme cykelruten igen uden for bygrænsen. Turen fra Søndervig til Nymindegab er cirka 30-40 kilometer. Den snor sig noget i terrænet, og man skal være opmærksom på, at det er en grussti, som egner sig bedst til cykler med brede dæk.

Afhængig af hvor man begynder sin rute, er der pausemuligheder i Hvide Sande, Søndervig ved Lyngvig Fyr - eller på en skøn solskinsplet i læ for vestenvinden, siddende i det varme sand i klitterne. 

Panorama-ruterne

Panoramaruterne er markerede cykelstier, der leder dig rundt i naturen.

Der er to ruter ved Ringkøbing Fjord. Den ene er 42 kilometer og begynder ved Bork Havn. Den kan du se her.

Den anden rute er ved det, de kalder Fuglenes Fjord ved Stadil. Den rute er 27 kilometer, som du kan se nærmere på her.

Langs hele den jyske vestkyst er der flere Panoramaruter at vælge imellem. Der er også hele Vestkystruten. Begge dele kan du se mere om her.