2: Bygninger på Torvet i Ringkøbing | Hvidesande

2: Bygninger på Torvet i Ringkøbing

Hotel Ringkjøbing, ca 1600. Byens ældste hus bortset fra kirken. Oprindelig helt i bindingsværk, men gavl og underetage omsat i grundmur ca 1760. Var byens største købmandsgård med bygninger et stykke op ad Vestergade. Gennem hele 1700 tallet og indtil 1805 ejet af skiftende amtsforvaltere, der havde store kornmagasiner i gården. Nordlige halvdel af gårdkomplekset frasolgt 1806. Hotel fra 1833 og siden ramme for mange fester og begivenheder i byen.

Den gamle Borgmestergård, 1817. Naboejendom til hotellet. Opført af købmand J.C. Juulsgaard. Stor grundmuret bygning i en for Ringkøbing udsædvanlig empirestil. Kaldes Borgmestergården fordi flere byfogeder og borgmestre gennem tiden har boet der.

Priorgården, 1913. Forretningsejendom til støbegodsudstilling tegnet af Plesner for købmand Niels Birkedal, der samtidig ejede Borgmestergården. Har i tidens løb tjent mange skiftende formål. Her findes turistinformation.

Rådhuset, 1849. Har haft mindst tre forgængere på samme sted. Opført med lokaler til byråd og det i 1841 oprettede amtsråd samt som ting- og arresthus for Ulfborg-Hind herreder. Indtilk 1918 var der fangeceller i underetagen og en lille fangegård på bagsiden. På første sal er der en fin mødesal for amtsrådet.

Ringkjøbing Landbobank 1924. Tegnet af Kr. Jensen, som her har forladt Plesner-stilen til fordel for nyklassicisme, der kom frem igen i 1920erne.

Ringkøbing Bank, 1857. Bygget som butiksejendom med bolig på 1. sal af manufakturhandler Chr. Christensen, en af byens matadorer. Banken flyttede ind i 1920 og har gradvist overtaget hele bygningen. Facaden er ændret mange gange og har haft flotte lisener og gesimser.

Sydsiden. Lav husrække med butikker. Gavlen med årstal 1796 er den sidste rest af en stor firlænget på hjørnet ved Grønnegade/Algade. I gavlen mod V. Strandgade på butikken Torvet 14 findes mursten med årstallet 1810. Huset blev dengang bygget af pastor J.N. Tilemann og var i en årrække derefter præstebolig.

Del denne side

Opdateret af:

Destination Ringkøbing Fjord holger@hvidesande.dk
 

Kontakt

Adresse

Torvet 22
6950 Ringkøbing

Transport

Se geokoordinater

Longitude : 8.2437445164
Latitude : 56.09032132