©  Foto:

Fjordgård Vin & Vadehav

Fjordgård er beliggende i Nationalpark Vadehavet med marker helt ned til Ho Bugt, som udgør den nordligste del af Vadehavet. Gården er drevet og ejet af vinbonden Ib og hans kone Hanne, som er vokset op på den autentiske og smukke gård.

Gården er nemlig en familiegård, som i generationer har været ejet af Hannes forfædre. Vinbonden Ib kom til Fjordgård i 1978, hele vejen fra Sjælland, og på trods af sin 40 års lange integrationsindsats, stadig betragter sig selv som ”tilflytter”. Ib er selv vokset op på en gård på Sjælland, og er udannet indenfor reklame.

Men skal man selv være blæst for at dyrke vin i Vestjylland?

Ib indrømmer, at den vindblæste vestjyske natur ikke er det mest oplagte sted for vindyrkning – ”men det går ikke så ringe endda”, siger Ib og fortsætter – ”det har vi ”bevist” siden 2003-04, hvor vi plantede de første 100 planter – og til i dag, hvor vi har ca. 1.600”.

Fjordgårdens første vin blev fremstillet i 2007, og det blev til gårdens held – det blev nemlig til to bronzemedaljer på Dansk Vinskue i 2008! Siden da har den oprindeligt lille hobbyvirksomhed udviklet sig til at være en professionel vingård, med fokus på enkelt håndværksmæssig fremstilling og overskuelighed. ”1.600 planter kan lyde af meget - og det er det også, når alle planterne skal beskæres”, siger Ib. Fjordgård Vin & Vadehavs hører alligevel, trods de 1600 planter, til blandet mindre (fødevaregodkendte) kommercielle vingårde i Danmark.

Dansk vin

Gennem årene har gården fremstillet mange typer vine - bordvine (hvid, rosé,rød), hedvine (portvinstype, sherrytype), dessertvine og mousserende vine. Æblevine er også på listen – fremstillet af gårdens egne æbler fra gamle og nyere træer.

I kan finde det fulde udbud af vine hos Fjordgård på deres webshop.

Rundvisning på gården

Det er også muligt at opleve gården helt tæt på – Fjordgård tilbyder nemlig spændende smagearrangementer, som typisk består af en rundvisning i marken og vineriet – samt en gåtur langs markerne til Ho Bugt. Der vil være fortællinger undervejs og smagning af 3-4 slags vin, hvor der serveres brød og lidt lokal ost til.

Læs mere om rundvisningerne og kontakt Fjordgård Vin & Vadehav her.