|
Den 26. og 27. august er der masser af mulighed
for at fejre byens fine jubilæum.
Dagen
begynder tidligt med en gentagelse af den betagende kutterparade fra
jubilæet for 25 år siden.
Fiskeriforeningen glæder sig meget til denne parade. Den betydning
fiskeriet har haft og fortsat har for byens udvikling kan ikke
illustreres bedre end ved en gentagelse af indsejlingen af de fleste
kuttere fra byen. Flåden vil sejle ind i havnen, med
marinehjemme-værnsskibet V6 i front, lørdag den 26. august klokken
8.00.
Herefter byder borgerforeningen på morgenmad i et stort telt på
havnen, hvor der også spilles musik af Marinehjemmeværnets
musikkorps, der blev startet tilbage i 1949 – dengang som et
hærmusikkorps i grønne uniformer. I 2001 overgik
musikkorpset til
Marinehjemmeværnet og skiftede derfor til blå uniformer. Ved samme
lejlighed blev musikkorpset udvidet til også at ha’ et tamburkorps,
og korpset tæller i dag 65 medlemmer i alderen 18 – 70 år.
Musikkorpset er et Brass band, og repertoiret er derfor meget bredt,
fra marchmusik til moderne underholdnings-musik, så denne dag er der
noget for alle sanser: Parade for øjnene, morgenmad for smagssansen
og musik til øregangene.
Både lørdag og søndag vil der være åbent hus både på redningsbåden
Emile Robin og i Blåtårn. Her vil der være mulighed for at se,
hvordan sluse- og havnevagten arbejder, og der vil også være
mulighed for at se de spændende billeder af kammerslusen fra 1931 og
frem til i dag. |