Værtskab i verdensklasse sparket i gang af Arne Nielsson | Hvidesande
Arne Nielsson foredrag i Hvide Sande

Værtskab i verdensklasse sparket i gang af Arne Nielsson

Destination Ringkøbing Fjord sparkede onsdag aften en større turisme satsning omkring værtskab i gang i Fiskeriets Hus i Hvide Sande. Arrangementet var kick off på et værtsskabs forløb for områdets turismeaktører, der løber hen over foråret 2013.
Mandag, april 29, 2013

Aftenens helt store oplevelse var den 10 dobbelte verdensmester og OL sølvvinder i kanoroning Arne Nielsson, som holdte et inspirerende og motiverende foredrag, hvor han opfordrede alle til at ”spille hinanden gode” – noget han i høj grader kender fra sin tid som professionel sportsudøver. Han opfordrede også til flere ”hænder over hovedet dage”, som kan betyde gladere medarbejdere og derigennem resultere i mere tilfredse gæster.

Mere end 90 ledere og ejere fra turismeerhvervet deltog i arrangementet og Anders Thygesen fra Feriehusudlejnings bureaet Esmarch, som har været en klar fortaler for initiativet igennem længere tid, er glad for, at det endelig er blevet en realitet: ”Værtskab skal forankres i hver enkel virksomhed, men kun i fællesskab kan vi styrke destinationen som en helhed”.

Udover Arne Nielsson var konsulentfirmaet Bergman Smit også på banen. De skal stå for det efterfølgende forløb, hvor målet er, at alle turismevirksomheder i området har mulighed for at sende deres medarbejdere på kursus i, at blive en endnu bedre vært for områdets gæster.

Flere analyser af kystturisme har vist, at service og oplevet kvalitet for pengene er lavt-scorende i området, og derfor er satsningen en nødvendighed for at løfte oplevelsen for turisten. Turistdirektør Lykke Nielsen Høj siger: ”Konkurrencen om hver enkel turist er benhård både nationalt og internationalt. Vi er privilegerede her i området og har været vant til, at vores gæster kom nærmest af sig selv. De senere år har pilen desværre peget en anden vej, og vi må derfor stå sammen om, at alle gæster, der holder ferie i området, rejser hjem med en god oplevelse i bagagen – og også gerne fortæller deres venner og familie om det”.

Erhvervssamvirke Vest samt projekterne Den Digitale Destination og Erhvervsmæssig vækst i tilknytning til by- og havnemiljøer, der begge er tilknyttet Destination Ringkøbing Fjord, har i fællesskab finansieret aftenen og det efterfølgende forløb.

Billedtekst:

Der var fuldt hus i Fiskeriets Hus i Hvide Sande i går, hvor mere end 90 ledere og ejere fra turismeerhvervet var samlede for at opleve Arne Nielsson og høre mere om det kommende værtsskabsforløb

Fakta:

Destination Ringkøbing Fjord har årligt omkring 5 millioner beregnede overnatninger inklusiv endagsturister, hvilket gør området til klar favorit for kystturisten i Danmark. 83 % af destinationens gæster er udenlandske, og særligt tyskere tiltrækkes af Vesterhavet og naturen omkring Ringkøbing Fjord. Sidst, men ikke mindst, er turismeforbruget på hele 2,1 mia. kr. - en vigtig indtjeningskilde i Ringkøbing Skjern Kommune, hvilket også har stor betydning for beskæftigelsen i lokalområdet. 

Projektet Den Digitale Destination skal sikre rammerne omkring etableringen af en helstøbt digital tilstedeværelse og et bedre online værtskab, samt være en styrkelse af områdets brand og visuelle identitet.

Projektet Erhvervsmæssig vækst i tilknytning til by- og havnemiljøer skal med udgangspunkt i de unikke værdisæt og brands for Hvide Sande og Søndervig arbejde med visuel identitet, vækst og udvikling.

For yderligere information omkring forløbet kontakt:

Turistdirektør Lykke Nielsen Høj

Mail lykke@hvidesande.dk

Direkte: 96 59 33 03

Mobil: 23 25 58 82

Eller

Projektleder Asker Geyti / Projektleder Mette Trads

Mail asker@hvidesande.dk eller mette@hvidesande.dk

Telefon: 21 14 41 36 / 21 14 19 29 

Del denne side