Touren på Tour blev en stor succes i Hvide Sande | Hvidesande
Codan Kids Tour i Hvide Sande

Touren på Tour blev en stor succes i Hvide Sande

I tre dage har Hvide Sande stået i Tourens tegn og der har været oplevelser for alle. Det lokale spinning hold rykkede udendørs, byens butikker arrangerede modeshow, 520 børn cyklede Codan Kids tour på havneområdet, mere end 100 børn løb centimeter maraton med Rasmus Klump, der var overflod af præmier til Bingo Banko - arrangeret af Børneulykkesfonden og på storskærmen blev Tour de France etaperne fulgt med stor interesse specielt torsdag, hvor Alpe d´huez skulle bestiges hele to gange.

Igennem alle tre dage var der liv og glade dage på havneområdet med mange forskellige aktiviteter arrangeret af både TV 2 og lokale foreninger. Klittens Borgerforening havde sammen med Hvide Sande Bageri og Cafe Gaflen en bod med lækre muslinger, de berømte Hvide Sande fiskefrikadeller, friskflåede rødspættefileter og pandekager. Også flere af Hvide Sandes butikker var rykket ud på havneområdet med flotte pavilloner og gode tilbud til alle besøgende.

I et samarbejde mellem Klittens Borgerforening, Havnen A/S og Familiepark West var der også arrangeret vandcykelræs, hvor der på tid skulle sejles ud forbi en bøje og retur igen. Dagspræmierne var sponsoreret af Cafe Marina, Under Broen og Isværket og hurtigste tid over alle 3 dage vandt et gavekort på 2000,- kr. til en weekend i feriehus fra DanWest. Vinderen af gavekortet blev familien Olsen som i tiden 1 minut og 58 sekunder fik rundet bøjen hurtigst. Familien var højst sandsynlig også i god ”cykeltræning”, da de lavede et stop i Hvide Sande på deres cykelferie rundt i Danmark.

De tre dages helt store aktivitet var Codan Kids tour hvor 520 børn i aldersklassen 3 til 12 år cyklede på livet løs på området bag aktionshallen ved Dækmolevej og Rødspættevej. Det højeste antal børn på Touren på Tours færd gennem det danske sommerland indtil videre. Der blev givet gas, fløjtet og pustet, når de seje børn kæmpede sig igennem runderne på havneområdet i fire forskellige aldersklasser.  De 520 børn cyklede i alt 1995 km.

Jane Sunesen, kommerciel projektleder hos TV 2, udtaler om dagene på havnen i Hvide Sande: ”Opbakningen har været fantastisk og arrangementet har alle tre dage været en stor succes”.

Arrangementet har kun været muligt på grund af stor lokal opbakning fra Foreningen Havnen, Klittens Borgerforening, Holmsland Klit Turistforening, Feriepartner Hvide Sande, Ringkøbing Fjord Turisme, Vest El, JP Sound, Havnen A/S, Henrik fra Gården med sine ansatte og sidst, men absolut ikke mindst, de berørte firmaer på havneområdet, som udviste stor tålmodighed og velvilje over for cykelløbet onsdag. 

Nu er der kun at håbe at TV 2 gentager successen næste år og hvem ved - måske vender tilbage til Hvide Sande.

Fakta:

TV 2 har i forbindelse med 100-gangs-jubilæet for Tour de France, indgået et samarbejde med syv danske byer om at bringe Tour de France-feberen, -stemningen og -begejstringen ud til sommergæsterne i det danske sommerland. De syv byer er Marielyst, Helsingør, Kerteminde, Odense, Assens, Hvide Sande og Sæby.

Billedtekst:

520 børn cyklede Codan Kids Tour på havneområdet i Hvide Sande onsdag eftermiddag.

For yderligere information kontakt:

Esben Thomey Kristensen, Klittens Borgerforening, tlf. 20 20 79 77 eller pr. mail etk@hssg.dk 

 

Kristian Rønn, Foreningen Havnen, tlf. 96 59 18 53 eller pr. mail krl@vestjyskbank.dk

Mette Trads Nielsen, Ringkøbing Fjord Turisme, tlf. 21 14 19 29 eller pr. mail mette@hvidesande.dk

Touren på Tour blev en stor succes i Hvide Sande

Del denne side

Cykelruter

Cykelruter ved Hvide Sande

Området omkring Hvide Sande og Ringkøbing Fjord er som skabt til cykeloplevelser.

En række cykelruter bringer dig rundt i landskabet til alle de gode steder ved bl.a. Hvide Sande, Søndervig, Ringkøbing, Vesterhavet og rundt om fjordene.