Stranden i Søndervig | Hvide Sande

Terræntæppe – nedgang til stranden i Søndervig

Nu er det også muligt for kørestolsbrugere at komme på stranden i Søndervig – ligesom det er blevet lettere at tage barnevognen med ned i vandkanten.

I foråret blev en nedgang til stranden i Søndervig indviet og afprøvet. Et terræntæppe er blevet konstrueret og lagt fra klittoppen og ned på selve stranden og indviet af den tidligere, danske racerkører Jason Watt, som sidder i kørestol (en ikke-motoriseret stol) og Hans Pinderup fra Scleroseforeningen i en elektrisk stol og begge udtrykte tilfredshed med adgangen og var glade for at kunne komme ned på selve stranden. Nedgangen er i forlængelse af Badevej, som går fra lyskrydset og vestpå.

Nedgangen er stadig lidt stejl, da det af hensyn til naturen ikke var muligt at få den rigtige hældning, men begge forsøgspersoner klarede både nedgang og opgang – dog fik Jason Watt hjælp af den elektriske kørestol, da han skulle køre op på klitten igen.

Del denne side