Sømærkerne langs Vestkysten | Kulturarv ved Vesterhavet

Sømærkerne langs Vestkysten

25 unikke sømærker tronede engang langs den jyske vestkyst. I dag står kun de elleve tilbage. I Vedersø har lokalbefolkningen på egen hånd sørget for at det betydningsfulde sømærke er blevet reddet fra druknedøden.

Strækningen langs den jyske vestkyst var tidligere en yderst befærdet handelsvej i Europa. Englændere russere, tyskere og hollændere sejlede den vej med deres varer. Det var dengang søvejen var den hurtigste transportrute – lang tid før flyvemaskiner og Autobahn.

Det lunefulde Vesterhav

Mange skibe klarede dog ikke turen i det lumske Vesterhav. Navigationsudstyret var primitivt eller ikkeeksisterende, og hundredevis af skibe kæntrede, fordi de fejlvurderede, hvor på havet de befandt sig. Så for at hjælpe søfarerne med bedre at kunne orientere sig ude på det åbne hav, blev der rejst sømærker, også kaldet båker.

Elleve overlevende sømærker

25 styk blev rejst i perioden 1884-1885, hvoraf havet allernådigst har ladet de 11 stå tilbage i dag. 11 unikke geometriske figurer, der er knyttet til hvert sit sted. De resterende 14 er slugt af det grådige hav, der årligt æder en bid af klitterne. Sømærkernes gavnlige effekt kunne hurtigt mærkes dengang i slutningen af 1900-tallet. Færre skibe gik ned, nu hvor skibene havde et pålideligt pejlemærke til lands.

Dansk kulturarv

Hvor sømærkerne tidligere fungerede som primitive GPS’er for de sejlende, har de i dag primært betydning for os, der færdes i det bakkede klitlandskab. Ligesom det er tilfældet de andre steder langs kysten, skaber sømærket i Vedersø identitet og minder os om en dramatisk fortid på kysten. Alle elleve geometriske træfigurer langs vestkysten er i dag fredet, som en del af dansk kulturarv.

Det truede sømærke ved Vestersø

Sømærket i Vedersø var for få år siden tæt på at lide samme triste skæbne, som mange af de andre vesterhavsmonumenter. En række lokale sommerhusejere satte sig dog for at redde den lokale båke, som stod et meget udsat sted i klitterne. Det private initiativ sørgede for at skaffe de nødvendige tilladelser til at flytte sømærket længere ind på land. Og økonomisk fandt projektet støtte i en fond under den danske rederigigant A.P. Møller Maersk.  

Redning

I 2011 var redningen endeligt i hus, og det lykkedes endda at bevare det oprindelige træ fra 1884. Redningen af det vartegn, som har reddet hundredevis af liv. Og som i dag er et letgenkendeligt navigationsmærke på land og et minde om dengang vestkysten var hele Europas barske motorvej.

Del denne side

Redningstjenesten i Vedersø

Redningstjenesten i Vedersø

At være redningsmand på vestkysten var et slidsomt, men ærefuldt erhverv.