Nordens Guld | Rav i Vestjylland

Nordens Guld

En poleret ravklump kan fange og lege med solens gyldne stråler som intet andet. Når du holder stykket op mod lyset og vender og drejer det, befinder du dig allerede på en af de skønne, brede sandstrande ved Hvide Sande en dejlig varm sommerdag.

I Danmark har vi ingen fine diamanter og rubiner gemt dybt under jorden. Til gengæld har vi ”Nordens guld”, som gemmer sig dybt nede i havet, og som under kraftige efterårsstorme hvirvles op og ender på strandene langs Vestkysten.
Indtil middelalderen var rav en særdeles eftertragtet handelsvare over det meste af verden, og danske handelsfolk havde nogle af de fineste stykker, som var skyllet i land ved Vesterhavet. Ravet er blevet brugt til at lave perler og andre smykker af, og også til forarbejdning af smukke figurer, æsker, amuletter og små gudebilleder.
Især grækerne tillagde ravet overnaturlige egenskaber og kaldte det ”gudernes tårer”, romerne brugte det som sandhedsserum, og herhjemme har det også været anset for helende og brugt imod forskellige sygdomme.
I virkeligheden stammer rav fra harpiks, som er kommet ud af nogle særlige nåletræer for måske 50 eller 100 millioner år siden, længe, længe før det første menneske gik på jorden.

Hvor finder jeg rav?
Danmark ligger i et område med forholdsvist meget fint rav. Men for at finde det, skal man vide lidt om ravjagt.

For det første er det bedst at gå på ravjagt efter en kraftig storm, lige når havet er faldet til ro igen, og typisk om efteråret eller vinteren. Ravet ligger da ofte gemt i de mørke, langstrakte bunker af tangrester, havsvampe og træstykker, der er skyllet ind på stranden. Ikke blandt stenene!

Hvordan kan jeg vide, at det er rav?

  • Rav er lettere end sten. Hvis du sammenligner vægten af dit fund med vægten af en sten af samme størrelse, er forskellen tydelig.
  • Rav har en blødere lyd en sten. Det kan du høre, hvis du prøver at slå begge dele forsigtigt mod tænderne.
  • Hvis du kradser i et stykke rav med en negl eller kniv, bliver farven tydeligere.

Del denne side

Travetur langs stranden

En forårsdag, - og måske sidst på dagen når solen går ned