Hold ferie i Nørre Lyngvig ved Hvide Sande – læs mere her

Nørre Lyngvig

Når du kan se et hvidkalket fyr tårne sig op i horisonten bag klitterne, er du ikke langt fra Nørre Lyngvig. Tilbagelæg de 228 trin op til toppen, og bliv belønnet med vestkystens vildeste panoramaudsigt.

Nørre Lyngvig ligger i det kuperede klitlandskab imellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord. Området er især kendt for Lyngvig Fyr, som tilbyder en udsigt over havet, fjorden og klitterne, der giver gåsehud. Går du de 228 trin fra toppen ned på jorden, finder du en café, et museum om badeturisme ved Vestkysten og en naturlegeplads i nærheden.

Oplevelser og aktiviteter

Den brede sandstrand ved Vesterhavet tiltrækker gæster året rundt. Det er dog også værd at gå på opdagelse på Holmlands Klit. Følg vandre- og cykelstien Naturstien til Søndervig mod nord, eller drej syd mod Hvide Sande, hvor Kabelparken lokker med vandski, wakeboard og et afslappet cafémiljø. Et andet udflugtsmål i selve Nørre Lyngvig er den rolige fjordhavn. Her lander fritidsfiskerne friskfangede rejer, aborre og gedder fra små tøffende både. Fuldtidsfiskeri er fortid i den lille havn, men autenticiteten lever stadig. Havnens tre shelters giver dig mulighed for at overnatte ude i det fri. 

Del denne side