Historien om bunkerne ved Vestkysten | Historie og natur ved Vestkysten

Historien om bunkerne

De enorme mandskabsressourcer, som østfronten krævede under krigen, gjorde det nødvendigt for Hitler at forsøge at befæste de vestvendte kyster bedst muligt - selvom ideen om faste forsvarsstillinger egentlig var forældet.

Indsejlingen til Esbjerg blev sikret ved Tirpitz-stillingen i Blåvand, og øen Fanø blev med 300 bunkere på den lille ø et af de mest befæstede områder ved vestkysten.

På Skallingen overfor Esbjerg var 72.000 miner lagt ud helt tilfældigt og uden kort. Et kort ville også have været ubrugeligt, da halvøen hele tiden er under forandring som følge af sandfygning. Disse miner er først inden for de seneste år helt fjernet fra klitterne.

Ideen om en uigennemtrængelig befæstning langs havet blev udtænkt af Hitler selv, og Atlantvolden blev tit i tysk propaganda kaldt ”en ubrydelig mur af beton, spækket med artilleri og bemandet med loyale elitetropper”. Det var nok ikke den rigtige beskrivelse, da den mest bestod af en række befæstede støttepunkter, og de såkaldte elitetropper var soldater, som enten var på rekreation efter kampskader, havde fysiske skavanker eller var for gamle eller for unge til fronttjeneste. Det kunne også være krigsfanger, som blev frigivet ved at melde sig til den tyske hær.

Del denne side