Stork i fængsel | Tarm i Vestjylland

Stork i fængsel i Zoo

En stork fra Tarm blev sat i ”fængsel” - i 1959!

I dag er det knopsvanen, som er Danmarks nationalfugl, men storken er tidligere blevet betragtet som den uofficielle nationalfugl og var bl.a. på de danske ti-kronesedler 1952-1975. For omkring 70 år siden  anvendte mange storken som topfigur på familiens juletræ, så den var nok den mest folkekære fugl i den danske fauna. Storken har stor symbolværdi for danskerne generelt; den optræder i utroligt mange sange, eventyr, varsler og myter samt på malerier og andre kunstværker. Den fornemme sort/hvide fugl har gennem århundreder været en del af det danske natur- og kulturlandskab, og den har bidraget til en særlig stemning ved at bo i reder på huse og gårde. Udover den velkendte myte om storken som leverandør af spædbørn, har mange mennesker opfattet storken som en lykkefugl, og troet det bragte uheld at slå en stork ihjel eller skade den på anden vis.

Men i området omk. Tarm opstod virkelig problemer i 1959. En enlig stork – hvis mage var død – blev ved med at vende tilbage til området og her angreb den de forskellige reder – både i Tarm, Skjern, Lønborg og Vostrup. Den slog storke-unger ihjel med sit spidse næb og havde flere mord på samvittigheden. Så politi, sogneråd og beboere i Tarm sendte en ansøgning til Landbrugsministeriet om tilladelse til at skyde storken, men inden man fik svar, havde den igen angrebet en rede – denne gang i Vostrup – hvor den dræbte to unger. Så ventede man ikke på myndighedernes svar, men indfangede storken, låste den inde og næste dag blev den så afhentet af politiet, som skulle have den i arresten indtil afgørelsen forelå.

Men indespærringen var måske en omstødelse af en dødsdom, for under politi-beskyttelse blev storken nu kørt til den Zoologiske Have i Vejle, hvor man regnede med, at den skulle blive resten af sine dage. De måtte dog skrive under på, at have modtaget storken og at der kunne komme besked om fra offentlig side, at den skulle tilbageleveres. Så tog sagkundskaben og eksperterne fat - både fra Zoologisk Museum og fra Landbrugsministeriet; der blev sendt en professor til Vostrup, sagen blev undersøgt og flere vidner blev afhørt og det resulterede i en benådningsansøgning, fordi vi har en regel, der hedder: at enhver tvivl bør komme den tiltalte til gode, og var man nu sikker på, at storken var skyldig? – Det var jo en alvorlig sag, at anholde en stork! Der var måske andre, der havde drillet eller irriteret storken, så det mere var i selvforsvar, den havde reageret så aggressivt. Andre eksperter blev spurgt og de kom frem til, at man ikke kunne fastslå, at storken havde hele ansvaret og derfor skulle slippes fri. Indstillingen gik til Landbrugsministeriet og her fulgte man eksperternes råd, så 3 uger efter anholdelsen fik overbetjenten i Tarm besked om, at storken straks skulle løslades og bringes tilbage, hvor den var taget til fange.

Overbetjenten hentede storken i Vejle og sammen med stationslederen ved Falck kørte han til en frodig eng mellem Tarm og Lønborg, hvor storken blev løsladt af politiet og sluppet fri af falck, imens overbetjenten gjorde stram honnør (det var dog ikke på forlangende af Landbrugsministeriet). Storken gik roligt over vejen og det siges, at den vendte sig om med bøjet hoved, som om den takkede for transport og god behandling, hvorefter den forsvandt ud i engen. Men ganske som frygtet angreb storken snart igen – denne gang reden på Tarm Apotek, hvor 4 unger var alene hjemme og det ville indbyggerne i byen ikke finde sig i, da man værnede meget om reden og storke-familien i den. Falck blev kontaktet, men de kunne ikke gøre noget. På en eller anden måde lykkedes det heldigvis for beboerne at holde ungerne i live og den aggressive stork på afstand, så man senere på året kunne tælle mindst 8 storke på et hustag i Tarm.

Resumé fra bogen: ”Når kommer storken da?” af Inger Hansen 2003.

Del denne side