Historien om Klitgårdene | Vestkysten

Klitgårdene

De første huse på klitten blev formentlig bygget i 1500-tallet, da hele området tilhørte kongen. Ingen bygninger fra den tid er bevaret.

Størstedelen af de bevarede klitgårde er opført midt i 1800-tallet, kun nogle få er ældre. Fælles for dem er, at de er et fantastisk smukt og meget synligt element i den danske bygningskultur.

Lokale byggematerialer

Byggestilen afhang af, hvilke byggematerialer man kunne fremstille af lokale varer. 
Murstenene blev brændt øst og nord for fjorden, mens lersten blev fremstillet af klæg, der blev gravet op i området. Tagrør til tækningen kom fra fjordbredden, og tørv til tagrygningen blev gravet i engene. Kalk til hvidtning blev lavet ved at brænde og ”læske” skaller og kalksten fra havet. Herfra kom også de flade strandsten til de typiske pikstensbelægninger. Tømmer og metal fik man fra strandinger.

Farvespillet i murstenene gik fra lyst, rødgult til helt mørkt og blankt. Variationen opstod, fordi de små ovne, hvor stenene blev brændt, havde en ujævn temperaturfordeling

Jo flere skorstene, jo bedre!

Klitgårdenes skorstene er typisk udstyret med murede skorstenspiber og en bred, hvidkalket sokkel. Antallet af skorstene skulle fortælle omverdenen, hvor velstående beboerne var. Jo flere skorstene, des rigere! Det gjorde så ikke så meget, om ikke alle faktisk var brugbare.

De tækkede tage er kendetegnet ved at have store, ubrudte flader uden dominerende kviste. Både kviste og luger er placeret nederst på taget og ofte i plan med facaden.

Smukke, sjældne sten

Pikstensbelægningerne på gårdspladser og langs facader er noget helt særligt. De regnes for nogle af de smukkeste og mest sjældne i Danmark og er lagt med sten, der er vasket runde og flade af Vesterhavets bølger. De er monteret med de smalle sider opad, og tit i smukke, geometriske mønstre. Men de er ikke kun til pynt! 
Stenene modvirker sprøjt fra det vand, der kommer fra de store tagflader, og skal også lede vandet væk, så fugt på murværket forhindres. Endelig var der jo den fordel, at man kunne færdes på gårdpladsen med vogne og redskaber uden at det hele blev til et ælte.

 

Del denne side