Vestkysten har fisk i lange stimer | Fisk ved Hvide Sande

Fiskeri i Vesterhavet

Frisk fisk smager bedst, især når man har fanget den selv. Så udlev drømmen om at være den lystfisker, der fanger den helt store fisk - eller fanger så mange, at aftensmaden er reddet. Skulle det ikke lykkes, kan du altid lige smutte forbi fiskehandleren på vej hjem til feriehuset. Her er fisken nemlig også frisk.

Vesterhavet byder på fiskeri efter et væld af arter. Hele året rundt kan du fange torsk ved vestkysten, og i sommermånederne trækker makrellerne ind mod land. Da kan du opleve et vanvittigt fiskeri efter de danske mini-tun. Vil du på et rigtigt fiskeeventyr, kan du på de længere ture fange langer, store sej, glubske havtasker og bidske sildehajer. Vestkysten byder også på skrubber, rødspætter, pighvar og havbars. Med kuttere kan du komme på fisketure, der varer fra nogle få timer til flere dage. 

Fiskeri fra kysten

Langs hele kysten findes dybe render, særlige bundforhold og stærke strømme, hvor fiskene holder til. Er du heldig at finde stedet, kan du opleve noget af Danmarks bedste strandfiskeri. Flere fiskere oplever dage, hvor de fanger over 40 fladfisk på få timer. Fiskeriet kan ske med surfcastingudstyr eller almindelig fiskestang. Høj- og lavvande har en stor indvirkning på fiskeriet.

Fiskeri fra molen

Molen i Hvide Sande trækker mange fiskearter til. Makreller, torsk, fladfisk, hornfisk og multer er nogle af de fiskearter, som holder til her. Med de nybyggede moler har lystfiskeren mulighed for at fiske over dybere vand end tidligere. Vejret og sæsonen har stor indflydelse på molefiskeriet, så det er en god idé at forhøre sig i de lokale grejforretninger, inden man prøver lykken på molen. Vær altid opmærksom, når du færdes på molen - stenene kan være glatte.

Statens fisketegn

For at fiske i Vesterhavet skal man have statens fisketegn. Fisketegnet kan købes ved KOTT Fritid, Lystfiskeren og på turistkontoret i Ringkøbing (påske til efterårsferie) og Hvide Sande.

Priser for fisketegnet finder du herunder:

Dagskort: 50 kr.
Ugekort: 150 kr.
Årskort: 200 kr.

Del denne side

Turudbydere
Havfiskeri

En tur på Nordsøen efter skønne, friske sommertorsk, en vragtur efter storgabet lange og hidsig havkat, eller en familietur efter vilde makreller - det er sommersjov.

Kuttere fra Hvide Sande har i årevis tilbudt havfisketure og har opbygget stort kendskab til de bedste fiskepladser på Danmarks største hav - Nordsøen.

Fisker på kutter fra Hvide Sande

Mød fiskeren Arne på Vesterhavet

Se filmen med Arne, der hver nat drager ud på Vesterhavet fra Hvide Sande.