En tryg badesæson i Hvide Sande og Søndervig | Hvidesande

En tryg badesæson i Hvide Sande og Søndervig

En tryg badesæson i Hvide Sande og Søndervig Livreddertårnene er kommet under tag, livredderne er tilbage på deres studier og klargøring til næste sæson er allerede i fuld gang. Trygfonden har gennem sommeren haft livredning 34 steder i Danmark, otte af dem på vestkysten og blandt dem to i Ringkøbing-Skjern Kommune. Og det har været en god sommer for de badende gæster ved stranden i Søndervig og ved Sydstranden i Hvide Sande

 

Aktionstallene for kystlivredning på strandene i Danmark, hvor en livredder har været i aktion er netop offentliggjort. På strandene i Hvide Sande og Søndervig har der i alt været 285 aktioner hen over sommeren. Aktionerne er opdelt i tre forskellige kategorier i farverne rød, gul og grøn alt efter, hvor alvorlig aktionen er. Langt de fleste aktioner i Hvide Sande og Søndervig har været i den gule og grønne kategori og derfor på ingen måde livstruende eller farlig. Kun seks af de 285 aktioner har været i den røde kategori og ingen af disse har haft alvorlige følger.

Med 5 millioner årlige turistovernatninger, er destinationen Ringkøbing Fjord den største kystturisme destination i Danmark. Trygfonden har med stor succes været på stranden i Søndervig siden 2008 og i Hvide Sande siden 2009. At der er mulighed for sikker badning er vigtigt for gæster, der kommer til området. Specielt de tyske gæster er meget opmærksomme på sikkerhed. ”At vi som destination kan tilbyde to steder med badning, hvor gæsterne kan føle sig sikre, er meget vigtigt for os. De netop offentliggjorte tal viser, at vi, uden bekymring for deres sikkerhed, kan sende vores gæster ned på disse strande. Vesterhavet kan være et farligt sted at bade og vi opfordrer i høj grad alle til at benytte strandene med livredning” siger Lykke Nielsen Høj, som er turistdirektør i Ringkøbing Fjord Turisme.

Trygfonden fokuserer på at forebygge drukneulykker gennem en massiv, bred og målrette indsats, der blandt andet skal oplyse danskere og turister om sikkerhed i, ved og på vandet. De ønsker at højne bevidstheden om sikkerhed og uddanne små og store vandhunde, så de kan begå sig sikkert ved vand.

Billedtekst

Livredder tårn på stranden i Søndervig

Fakta:

Trygfonden har siden 1998 arbejdet sammen med Dansk Svømmeunion om at forebygge drukneulykker i Danmark via oplysning, livredningstjeneste og opsætning af redningskranse.

For yderligere information kontakt:

Turistdirektør Lykke Høj / Projektleder Mette Trads

Ringkøbing Fjord Turisme

Nørregade 2B

6960 Hvide Sande

Mail ln@visitvest.dk / mt@visitvest.dk

Tlf.: 70 22 70 01

Direkte: 96 59 33 03 / 96 59 33 14

Mobil: 23 25 58 82 / 21 14 19 29

 

Del denne side