Kaj Munk levede en stor del af sit liv i Vedersø Klit | Læs mere
 Digterpræst Kaj Munk

Den gavmilde digterpræst Kaj Munk

Vedersø og Kaj Munk er to navne, der hænger uløseligt sammen. Her er historien om den kontroversielle præst og dramatikers liv på Vedersø-egnen.

Kaj Munk var en landskendt, dansk præst og forfatter, der levede det meste af sit liv i Vedersø Sogn. Udover at være præst var Kaj Munk en kontroversiel samfundsdebattør og dramatikker. En stor del af hans værker blev opført på Det Kongelige Teater, og han er stadig den dramatiker, der er mest opsat i Norden.  

Teolog fra Københavns Universitet

Kaj Munk blev født i Maribo i 1898 og blev dræbt i 1944 af Gestapo. Som færdiguddannet præst fik Munk ansættelse i Vedersø Sogn i 1924. Han boede på Vedersø Præstegård indtil sin død i 1944. I Vedersø skrev Kaj Munk blandt andet bøger om livet i klitterne, hvor han elskede at vandre rundt sammen med sine lokale jagtvenner.

Kærligheden til Vedersøs beboere

Kaj Munk huskes her på egnen som en meget gavmild mand. Da hans gode jagtven, husmanden Johan Kjærgaard lå for døden, besøgte Munk ham en sidste gang. Kaj Munk beundrede Johan, som vidste, hvordan man gebærder sig i naturen. Kort efter begravelsen fandt Johans enke to femhundredekronesedler i en bog, som lå på Johans natbord. Femhundrede kroner var dengang en rigtig stor sum penge, og det er blot ét vidnesbyrd om Kaj Munks store gavmildhed og kærlighed til beboerne i Vedersø.

Et nationalt symbol

Kaj Munks åbenlyse modstand mod nazisternes besættelse af Danmark kom til udtryk i flere af hans værker. Og de kontroversielle tekster gjorde ham til en samlende figur i modstandskampen. Munks modstand endte i 1944 med at koste ham livet, da fem medlemmer af Gestapo hentede ham i Præstegården og henrettede ham ved Silkeborg. Med denne martyrdød blev Kaj Munk for eftertiden et nationalt symbol på frihedskamp og ytringsfrihed.

Del denne side