Oplev den skønne natur på cykel ved Vesterhavet | Hvide Sande

Cykelture med børn

Find inspiration til jeres cykeltur eller cykelferie med børn tæt på det forfriskende Vesterhav.

Vestkyststien, som er en smuk natursti, der følger klitrækken fra Søndervig over Hvide Sande til Nymindegab, er en smuk og velegnet rute, når børn og voksne skal sammen afsted på cykeltur. Man skal dog være opmærksom på, at stien flere steder følger eller krydser sommerhusvejene på ruten. 

Besøg Lyngvig Fyr

Fra Hvide Sande til Lyngvig Fyr mod nord er der cirka seks kilometer. Kun en enkelt, mindre befærdet sommerhusvej skal krydses. Det er en dejlig og overkommelig tur, som kan kombineres med et besøg i fyret, hvor man har en fantastisk udsigt fra toppen. I Fyrmesterboligen, som ligger ved siden af fyret, er der jævnligt arrangementer og udstillingen "I bølgen blå - om havbadningens historie". Der er desuden mulighed for at købe en forfriskning.

Forfriskninger på Abelines Gård

Cykler man mod syd fra Hvide Sande, kommer Abelines Gaard efter cirka fem kilometer. Fornem stemningen på den gamle strandfogedgård, hvor Abelines stuer står, som om hun lige har forladt dem. Tag på en skattejagt, prøv gamle lege eller nyd en kop kaffe i kaffestuen. Hils på får og høns, se køkkenhaven og den gamle redningsstation.

Søndervig og Ringkøbing

Der er også den mulighed at benytte de asfalterede cykelstier langs vejen, fx stien mellem Hvide Sande nord ved parallelvej og Søndervig - eller mellem Søndervig og Ringkøbing. De er lette at cykle på og ikke længere, end at børnene kan være med. Endelig er der Fjordstien mellem Søndervig og Ringkøbing, som er en grusbelagt sti. Her er også chance for at finde en hyggelig plads, hvor man kan nyde madpakken - eller måske bade i fjorden.

Hele Hvide Sande og Ringkøbing Fjord-området er således yderst velegnet til enten en længere cykelferie med børn eller en kortere cykeltur med hele familien.

Del denne side

Cykel ruter for børn

Køb et detalieret cykelkort på turistkontoret.