En hyggelig gammel købstad | Ringkøbing

9 must-see i Ringkøbing

1. Ringkøbing Kirke 

findes midt i byen på Kirkepladsen. Bygget i flere etaper, hvor den ældste del er fra 1400-tallet. Tårnet er kommet til senere – sikkert mellem 1525 og 1550. Tårnet er helt specielt, da det er bredere foroven end forneden. Smuk moderne altertavle og døbefont lavet af Arne Haugen Sørensen. 

2. Købmand Harpøths gård i Østergade

Købmand Jens Harpøth var en af byens virkelige originaler, og der går mange historier om denne spøjse herre. Han klædte sig, som en meget fattig mand og blev flere gange afvist på hoteller rundt om i landet, selvom han var meget velhavende. Der er et skilt på hans bygning i Østergade, så du kan se resterne af den store købmandsgård.

3. Survival of the Fattest 

Jens Galschiødts figur fra 2002. Den meget provokerende skulptur af en udslidt, benet afrikansk mand, der bærer på en enorm fed hvid kvinde med en vægt i hånden, som et symbol på den skæve fordeling af verdens ressourcer. Der findes flere udgaver af skulpturen, og den ene er nu udstillet i Ringkøbing. 

4. Helten 

er en fiskeart, som findes i Ringkøbing Fjord. Den spises som "Røget Helt" - med fingrene - med rugbrød til og kolde øl. På havnen i Ringkøbing findes en skulptur – lavet af Henrik Voldmester.

5. Mylius Erichsen 

grønlandsfareren, som blev født i Ringkøbing, er æret med en statue på pladsen foran Ringkøbing Museum.

6. Super børnevenlig badestrand 

ved Sorte Bakker med en helt ny lang badebro ud i Ringkøbing Fjord.

7. Indianer-landsbyen på Ringkøbing havn 

er navnet på de fiskehytter, der ligger på havnen i Ringkøbing. Et hyggeligt og interessant sted, som bestemt er et besøg værd.

8. Mountainbike-rute i hundeskoven

Ruten er begyndervenlig og har afmærkede ture med fortrinsret for mountainbikere. Hundeskoven ligger i smukke omgivelser og byder også på hyggelige områder med borde, bænke og grill. 

9. Hotel Ringkøbing 

er, bortset fra kirken, den ældste bygning i Ringkøbing og daterer helt tilbage til år 1600. Hotellet var tidligere en købmandsgård med bygninger op langs Vestergade, men har fungeret som hotel siden 1833 og er et af Danmarks ældste hoteller.

Del denne side