efterårsaktiviteter i naturen for børn | Få gode ideer til ferien
Efterårsferie ved Vesterhavet

10 idéer til en aktiv efterårsferie i vores natur

Sensommeren og efteråret byder på masser af gode oplevelser i naturen. Efterårsferien kan nemt gøres til årets billigste ferie. I de mange skønne naturområder omkring Hvide Sande og Ringkøbing Fjord er der fantastisk mange muligheder for aktiviteter, der er helt eller næsten gratis.

Du får 10 konkrete forslag her, men du kan også selv finde på flere. Der er rigeligt at gå efter.

1) Stier, stier og atter stier. Find din egen sti i vores uberørte landskaber. Ud over grus-cykelstier rundt om fjorden kan du også finde vandrestier blandt andet i Dejbjerg Hede, Herborg bakker eller Skjern Enge. Tag ud og se hvordan naturen tager sig ud i efterårsfarver. Bladene falder af træerne og efteråret er en dejlig årstid at gå på opdagelse på nogle af de mange stier gennem landskabet.

2) Sæsonen er perfekt til en stormfuld gåtur på de endeløse lange hvide sandstrande ved Vestkysten og måske er du heldig at se en sæl ligge og sole sig på stranden.

3) Bagges dæmning forbinder Holmsland øst for Ringkøbing Fjord med Holmslands Klit vest for fjorden. Der er bygget 2 broer til glæde for fodgængere og cyklister, som får en enestående naturoplevelse.

4) Du kan samle havtorn og revling i naturen, der kan bruges til at lave kryddersnapse. Tag ud på heden og gå på jagt efter vilde æbler, tyttebær og hyben for at lave lækkert syltetøj til pandekager.

5) Trækfærgerne i Skjern Enge er også en sjov udendørs aktivitet. To steder i området kan familien prøve kræfter med trækfærger og krydse åen med håndkraft. Tag også et kig ind i Pumpestation Nord og se udsigten fra bygningen.

6) Tag på fisketur ved slusen i Hvide Sande, eller på Ringkøbing Fjord. Du kan blandt andet fiske efter høstsild og fladfisk.

7) Oplev naturens flammende efterårsfarver helt tæt på, når dyrene vågner. Tag soveposerne med ud i et shelter, fx i Skjern Enge, hvor der også er bålplads. Husk en kande varm kakao, en kikkert og lidt brænde. Det bliver en uforglemmelig oplevelse.

8) Tag kurven på armen, indsnus de krydrede sensommerdufte og gå på svampejagt i skoven. Husk at holde øje med hvilke, der er spiselige og hvilke, som er giftige inden du smager på dem.

9)Trækfuglene samler sig i kæmpestore flokke, fordi de igen skal sydpå. Besøg Tipperne og Værneengene og se de mange forskellige arter, som er i området.

10) Efteråret er også tid til ravjagt. Efter et stormvejr – lige når vandet er faldet til ro igen – er der gode chancer for at finde rav. Et tip er at kigge i bunkerne hvor tang og andet opskyl sætter sig fast.

Kig også i vores begivenhedskalender for mere inspiration til hvad du kan lave i efteråret i vores område.

For dig med børn - Top 3:

1) Efteråret er dragetid. Køb en drage eller byg den selv af pinde, plastikposer, tape og garn.

2) Lav postkort og fine servietter med pressede blomster og blade til bedsteforældrene. Det eneste, du behøver, er en bog til at presse i, lidt karton, nogle servietter og en tube lim.

3) Mal strandsten i flotte farver og mønstre – og med friske hilsner fra Vesterhavet til vennerne derhjemme.

Del denne side