Blåtårn Hvide Sande Havn RI 372 i indsejlingen

Velkommen

Hvide Sande Havn - Luftfoto

Hvide Sande Havn er en af Danmarks mest moderne fiskerihavne, med gode service faciliteter.

Hvide Sande Havn blev anlagt i forbindelse med afvandingsslusen og kammerslusen og indviet i august 1931.

Der er foretaget store udvidelser og renoveringer af havnen i årene 1970 – 1985, og i årene 2002 – 2008 er der foretaget store investeringer primært i en modernisering af losse- og auktionsforholdene for konsumfisk.

Havnen består af 2 havneafsnit vest for sluserne: Sydhavnen, med 2 bassiner, og Nordhavnen og af 2 havneafsnit øst for sluserne, i Ringkøbing Fjord: Østhavnen og Tyskerhavnen.

Havnen var indtil 31. december 2000 en statshavn. Pr. 1. januar 2001 overtog Holmsland Kommu-ne havnen, og den drives nu som en selvstyrehavn, altså som en selvstændig virksomhed, hvis økonomi er adskilt fra kommunens økonomi. I forbindelse med kommunalreformen er ejerskabet til havnen overgået til Ringkøbing-Skjern Kommune.

Sluserne og havneindsejlingen ejes og drives fortsat af staten ved Kystdirektoratet.

 

Havnens fiskefartøjer.

Havnen har en hjemmehørende fiskeflåde, som består af 60 fartøjer med en samlet bruttotonnage på ca. 4.000 BT.  Se listen over fartøjerne her.

De mindre fartøjer er ved at forsvinde og bliver delvist erstattet af større fartøjer på 200-300 BT. Denne udvikling er blevet for-stærket i forbindelse med indførelsen af FKA (Fartøjsafhængige kvoteandele) i 2006.

En af Hvide Sande- fiskernes styrker er, at de er fleksible og fartøjerne rigger ofte om fra en slags fiskeri til en anden slags, afhængig af hvilke muligheder der er.

I forårsmånederne søger mange fremmede fartøjer til Hvide Sande Havn, primært på grund af tungefiskeriet.

 

Havnens indsejling

Havnens indsejling vender direkte ud mod vesterhavet. Indsejlingen bliver beskyttet af en 500 m lang læmole. Vanddybden i indsejlingen er på 4,5 – 5,0 m. En kuling fra nordvest kan føre sand med sig, som lægger sig i indsejlingen. En sådan tilsanding bliver hurtigt igen fjernet af den fast stationerede sandpumper S/P Træl. Besejlingsforholdene til havnen er derfor i langt den største del af året gode og stabile.

I forbindelse med kommunens overtagelse af havnen er det aftalt, at S/P Træl også fjerner sand syd og nord for den egentlige indsejlingssektor, hvilket har betydet en væsentlig forbedring af besejlingsforholdene.

 

 

Faciliteter for tursejlere i Hvide Sande