Molefiskeri
Dette hyggelige og familievenlige fiskeri er der masser af muligheder for at dyrke i Hvide Sande. Ikke alene er der nogle gode solide moleanlæg som rækker flere hundrede meter ud i nordsøen, men også mange andre steder rundt i havnen findes mange rigtig gode fiskepladser (se kortet). Traditionelt fiskes der med sandorm efter fladfisk på paternostertackel. Men de senere år er der blevet lavet lidt om på dette. Mange er begyndte at fiske med forfang med perler i alskens farver sågar selvlysende perler, glimmerskiver og spinnerblade, og en masse andre spændende ting. Og hvorfor så nu det.
Fisk i almindelighed og fladfisk i særdeleshed jager med øjnene, når så forfangene er besat med perler i alverdens farver, har fiskene nemmere ved at få øje på forfangene og dermed har lystfiskeren øget sine chancer for fangst. Men ikke kun forfangene har ændret sig, der fiskes nu også med andre agntyper som f.eks børsteorm, sildestykker og kunstige agn. Spørg i grejbutikkerne for at høre hvad der dur for øjeblikket.
Hvad kan man så fange på molerne og i havnen. Det meste af året er der skrubber og issinger at fange, omkring marts/april kommer rødspætter og tungerne ind under land, og ind imellem er der gode fangster af torsk, og i højsommeren makreller. Der er som sådan ikke nogle tider på døgnet som er bedre end andre, og dog, tungerne trækker først om natten, eller når det begynder at blive mørkt, dette gør andre af fiskene på molen også, men ikke så markant som tungerne.
...
...
Generelt er fiskeriet brugbart det meste af året, men nogle perioder er ikke så gode, det kunne f.eks være efter lang tids storm og uvejr, eller om sommeren hvis det er meget varmt i længere perioder. I disse perioder trækker fladfiskene ud på dybere vand, de er ikke vilde med det varme eller urolige vand. Men fortvivl ej, for bliver det så varmt kommer der blot andre fisk ind under land, en af dem er makrellen, læs mere om dette under makrelfiskeri.
Næsten alle typer grej kan bruges til molefiskeriet, har man ikke kraftige stænger, finder man blot et sted hvor man ikke behøver at kaste så langt ud, det kunne være længere inde i havneområdet. Også på molerne kan man finde steder hvor man ikke behøver at kaste langt ud. Man bør til dette fiskeri på molen som minimum fiske med 60 gr. bly, hvis ikke føres blyet ofte væk af strømmen, og chancerne for fangst daler. Stængernes længde er igen ikke så afgørende, man fighter i dette fiskeri ikke med fiskene, de trækkes blot ind i adstadigt tempo.
Fiskeriet er meget enkelt at udføre og appelerer til familieture, når først grejerne er kastet i vandet, er det ofte blot at vente, så her har man masser af tid til at nyde omgivelserne og hinanden. Der fiskes som tidligere nævnt med forfang og agn, som kan være sandorm, børsteorm eller fiskestykker, eller kunstige agn som vinder mere og mere indpas. Man kan som på kysten ofte se sig tilrette med hvor fiskene kunne være, se efter mørkere pletter eller områder, her er der dybere vand, der holder fiskene gerne til. Man kan med fordel forsøge at fiske på kanterne, her hviler især fladfiskene. En ting skal man blot huske, fisk aktivt, det vil sige, biderne fiskene ikke, hiver man grejerne ind, forsøger med et nyt kast på en ny position. Fladfiskene på molen holder typisk til de samme steder længere tid af gangen, så tricket er at finde fiskene, så fortsætter fiskeriet typisk en tid.
Makrelfiskeri
Sommerens helt store fiskefest er når makrellerne kommer ind under land. Disse fisk er noget af det vildeste man kan forestille sig på vore breddegrader. Disse potente fisk fighter som vilde, så man får virkelig testet sit grej og sin evner som lystfisker når der står makrel på dagsordnen. Makrellerne er normalt ikke svære at fange, der kan dog være enkelte dage hvor de er forsigtige, eller hvor de står langt fra molerne, dette er der dog også råd for. Disse dage overskygges totalt af de dage hvor makrellerne bare vil fanges. Udstyret med spand og mellemsvært grej, alt efter den ønskede fangstmåde er man godt på vej til den første spandfuld makreller.
Fiskeriet kan allerede begynde i juli måned hvis vejret er godt. En længere periode med varmt og stille vejr er typisk noget som sætter gang i fiskeriet. I det fleste tilfælde fiskes der udelukkende fra molerne, men enkelte år hvor forekomsterne er store kan makrellerne fanges helt inde i havnen og området omkring sluserne. Mange gange fortsætter fiskeriet helt ud af august. Om sommeren når lystfiskerkutterne sejler arrangeres der ofte ture specielt efter makrellerne. På bådene er de flinke til at hjælpe med det rigtige grej, og meget grej sælges direkte på bådene.
Makrellerne kan fanges på flere måder, den traditionelle er en stang med 50-100 gr. kastevægt, et blink på 60-100 gr og et makrelforfang, disse forfang fås i mange typer og udførelser, vær blot sikker på hovedlinen er god kraftig, 0,40 – 0,60 mm. Så kan fiskeriet begynde. Hold øje med de andre fiskere, der hvor der er flest lystfiskere og havmåger er der som regel fisk. Man kaster blot sit forfang ud, og spinner det langsomt ind igen, vær opmærksom på bundforholdene, da dette ellers kan koste forliste forfang. Sådan fortsætter fiskeriet indtil man har fanget det man vil eller kan. Hvis man ikke ønsker at fange alt for mange makreller kan man nøjes med at fiske med blinket, så fanger man ”kun” en makrel ad gangen.
Man kan godt komme ud for perioder hvor makrellerne holder op med at bide, dette kan enten skyldes at de er trukket længere ud, eller at de blot har flyttet plads, hold øje med springende småfisk i overfladen og havmågerne, dette plejer at være et tegn på at makrellerne jager i netop dette område.
Hvis man hellere vil fiske med flåd er dette også en mulighed i makrelfiskeriet. Man har brug for et kraftigt flåd med 20 – 50 gr, gerne af gennemløbstypen, kroge og blylodder. Hele montagen er enkel, en stopperle, flåddet, dernæst blyet og til sidst krogen. Et godt agn til dette fiskeri er sildestykker, skåret i pæne smalle strimler, agnet et par gange hen over krogspidsen så de ikke falder af under kastet. Igen er det samme teknik som med kastegrejet, se om der er aktivitet, forsøg at fiske i dette område hvis muligt. På varme dage hvor makrellerne står længere ude er fiskeri med flåd et godt alternativ. Har man et flåd med ”sejl” og vinden er gunstig, så flåddet driver udad, kan man fiske rigtig langt fra land hvis det er her makrellerne er.
Tager man en tur med lystfiskerkutteren på makrelfiskeri kan man bruge kastegrejer af typen som er beskrevet tidligere, hvis man ikke syntes det er kraftigt nok kan der lejes kraftigere grej ombord på kutterne – forfang og blink/pirke skal man dog selv købe.






