Skjern Å

Skjern å, nem adgang til laks, havørred og andre populære mål for lystfiskeri. Som stor knægt flyttede jeg med mine forældre til Borris i 1970 fra Rønde på Djursland. Dengang var kystfiskeri ikke så omtalt og udbredt som det er i dag. Så for en stor dreng var det fiskeri fra moler efter ålekvabber, isinger og lignende småskravl. Derfor var Borris og Skjern Å virkelig en drømmeverden at komme til, og det hele lå inden for cykelafstand.

At jeg allerede året efter var så dygtig (heldig) at fange en laks på 3.5 kg, og kom i avisen, gjorde ikke drømmen mindre. Dette betød i høj grad to ting. Jeg blev bidt af en gal fisker og de gamle garvede fra Borris tog mig under deres vinger. Jeg blev inviteret hjem på sodavand og kage og fik fortalt lystfiskerhistorier, både de helt ægte og de lidt pyntede. Samt, hvad der er vigtigst for denne artikel, jeg fik dessiner og gode råd. Desuden, når jeg mødte dem ved åen, fik jeg udpeget standpladser. Dette var et privilegium der normalt ikke overgik knægte som mig. Dette har dog forandret sig, selvom man stadig ikke giver alt viden fra sig. Efterfølgende vil jeg nu beskrive nogle af de steder der er nemme at finde for udefra kommende fiskere samt stederne man køber fiskekort til disse. Det vil ikke altid være de bedste fiskesteder men skal betragtes som et udgangspunkt for fiskeriet. Strækningen jeg vil omtale går fra Arnborg til Ringkøbing Fjord. På denne strækning er der tre væsentlige tilløbsåer, Karstoft, Vorgod og Omme Å, hvortil det også er muligt at købe dagkort og få detaljekort.

Fakta

Lystfiskerforeningen af 1926 har dagkortsalg til stykker på hele strækningen. klik her

Herning Sportsfiskerforening har salg på strækningen mellem Arnborg og Skarrild.
Sdr Felding Lystfisker- forening, vest for Skarrild til vest for Sdr Felding sælger kun årskort.
Borris Fiskeriforening sælger dagkort til strækningen 5 km. øst for Borris til 5 km vest for Borris.

Skjernådalens Lystfisker- forening har strækningen 5 km øst for Skjern indtil fjorden. klik her

Hernings øverste stræk er nemmest at finde hvis man fra Arnborg kører til Skarrild. Her drejer man til venstre i rundkørslen. Derefter kører man mod Uhre 1. vej på venstre hånd er Hesselvigvej, en grusvej. På denne vej er der 2 dagkortstykker, markeret med skilte op til vejen. Fortsætter man kommer man ud på Sdr Greenevej, her er et enkelt dagkortstk. Også markeret med skilt. Bedste information og oplysning om dagkortsalg får man hos Per, Intersport Bredgade i Herning.

Dette øverste stykke af Skjern Å er et utroligt flot naturområde. Så langt oppe i systemet er chancen for at få en havørred eller laks på krogen dog ikke. Men det er flot fluevand til de andre ædelfisk.

Det kan være lidt besværligt med en spinner når grøden står højt, men orm virker jo altid. Det samme må siges om det øverste af 1926 stykket. Igen skal man til venstre i Skarrild.

Lidt efter man har passeret Skjern Å kommer der et skilt til højre hvor der står Stadion. Når man følger denne grusvej kører man langs Skjern Å, flere af 1926´s skilte markerer hvor man kan parkere. Nærmere oplysninger kan man få på deres hjemmeside. Igen et naturskønt område, og chancen for havørred eller laks er lidt større jo længere nedstrøms man kommer. Strækningen omkring Sdr Felding by er årskortvand. Fra Sdr Felding kører man mod Skjern. Ca 5 km ude kommer man til et dambrug der ligger helt op til vejen. Her starter Borris stykket. Det i lystfiskerkredse mest berømte stykke. Langs vejen er der flere parkeringsmuligheder.

Fortsætter man ind i Borris by kan man dreje til venstre ved DK. 3 km ude kommer man til Gjaldbæk Bro her starter 1926 og Skjernådalen med medfiskeret. Fortsætter man yderlig ca 2 km kommer man til Kodbølvej. Ned ad den kommer til Albæk Bro, en af de nye, her slutter Borris stykket og 26 og Skjern overtager. Hvis man i stedet for Kodbølvej fortsætter lige ud kommer man til Omme Å, her har 26 og Skjern dagkortsalg. Lidt efter Omme Å kommer Stovstrup Engvej på højre, en grusvej.

For enden af den på højre hånd ligger Skjern Å hvor Omme Å løber i. Træbroer gør det muligt at passere både Omme og Skjern Å. Kører man helt til Skjern og derfra mod Tarm, passerer man endnu engang Skjern Å, herfra overtager Skjernådalen alt fiskeret.

Fra Skjern eller Tarm kører man mod Lønborg. Kommer man fra Skjern kører man automatisk over Skjern Å fra Tarm drejer man til højre i slutningen af Lønborg. Fra Borris og udad er vandet let tilgængelig og nemt at affiske. Rapala woblere, store meps spinnere, orm, både med prop og rullebly.

Rørfluer fisket med kastedub, samt fluer i alskens afskygninger bliver brugt og fanger. Dagkort kan de 3 sidstnævnte foreninger kan købes hos DK og Bundgårds Hotel i Borris, som for øvrigt er blevet et nationalt og internationalt samlingssted for lystfiskere. Hos Korsholm i Skjern, hvor man også kan få gode råd om velegnet agn. Samt turistbureauerne i Skjern (ved banegården) og Tarm (ved kommunekontoret.) Det eneste der nu kræves for at fange en laks er meget energi og meget held.






Dagkort

Via Internet klik her

Turistkontoret i Ringkøbing, Skjern og Søndervig

Ringkøbing Camping, Vellingvej 56, Ringkøbing

Hydro/Texaco, Hee.

J.K. Jagt & Fiskeri Algade 6, Ringkøbing

Korsholm, Jægervej 5, Skjern

Kott Fritid, Nørregade 2 A, Hvide Sande

Lystfiskeren, Nordhavnskaj 30, Hvide Sande

Hover Å

Hover Å med udløb i Stadil Fjord er reguleret. Dele af åstrækningen løber dog forsat i det gamle slyngede åleje.

Hover Å fremstår som en naturperle i den vestjyske natur. Fysisk er hele vandløbsstrækningen velegnet for ørred og stalling. Der er gode standpladser ved underskårne brinker og vegetation m. m. Vandstanden er overalt god. Selvre-produceret yngel findes i åen.

Desuden udsættes der årligt: 3.400 stk. 1 års fisk, 9-12 cm., 13.000 stk. Mundingsudsætning af smolt, 14- 17 cm. Samt ca. 250 kg. fangstklare bækørreder på min. 30 cm. Udsætningerne varetages af Ringkøbing og Omegns Sportsfiskerforening.

Fiskearter i åen: Bækørreder, havørreder, regnbueørreder, få laks, stallinger, aborre, skaller, gedder og ål m. fl.
Mindstemål og Fredninger: Stalling: FREDET, Gedde 40 cm. (fredet i april md.), Laks 60 cm., Havørred 40 cm., Bækørred 30 cm. HUSK, der må max. Hjemtages 3 stk. Laks/ørred i alt pr. dag!

Dagkort kan købes flg. steder til Ringkøbing og Omegns Sportsfiskerforenings fiskevand i Hover Å i Zone 1+2, mellem Bratbjerg og Stadil Fjord.

Husk at alle mellem 18-65 år også skal indløse det obligatoriske fisketegn!

Alle billeder, tekster og data på HvideSande.dk er beskyttet af dansk lov om ophavsret. Alle rettigheder tilhører eller varetages
af HvideSande.dk.
Det er ikke tilladt at kopiere eller bruge tekster, data eller billeder fra HvideSande.dk uden skriftlig tilladelse.

© 1998 - hvidesande.dk | made by Apollomedia

Kott Fritid · Hvide Sande    |    DanWest Sommerhusudlejning - Sommerhuse ved Hvide Sande
Hotel Hvide Sande