Haurvig

Haurvig

Haurvig er navngivet efter en vig, som er skabt ved havets gennemløb ind i fjorden.
Ved Haurvig vil man på venstre side af landevejen – ud mod havet – kunne se et gammelt sømærke, lavet af træ og placeret oppe på en høj klit. Disse sømærker kaldes for "Båker" og blev opført omkring 1880 for at lette fiskerne og søfolkene i deres landkending. På Holmsland Klit var der oprindeligt placeret 3 forskellige båker, alle udført i træ og rødmalede. De blev forsynet med forskellige topbetegnelser, som så blev afmærket i søkortene. På den måde kunne de søfarende finde ud af, hvor de befandt sig.

På højre side af landevejen – ned mod fjorden – ligger Haurvig Kirke. Kirken ligger smukt i det åbne landskab, omgivet af en natur, der så godt som urørt gennem Fjordhavnentiderne, fremhæver den smukke, hvidkalkede bygning med det røde tegltag, sådan som kirken kom til at se ud efter restaureringen i 1947 – Haurvig Kirke er bygget i 1869.

Ved restaureringen i 1947 fik kirken en ny klokke, og den gamle klokke blev skænket til Den Danske Menighed i Kappeln i Sydslesvig. (Specialhæfte om egnens kirker kan fåes på Turistkontoret). Bag kirken er der en lille hyggelig fjordhavn, som i daglig tale kaldes for "Kirkehavnen". Fra Haurvig Kirke kan man se over til en smuk, gammel strandfogedgård, nemlig "Abelines Gaard", der ligger på højre side af landevejen.






Haurvig Redningsstation

Vest for Abelines Gaard ligger Haurvig Redningsstation. Her var der tidligere placeret en redningsbåd, ligesom der i et mindre hus ved redningsstationen var en såkaldt raketstation. Her opbevaredes raketudstyr, der blev benyttet ved redningsaktioner. Gennem tiderne er der strandet en del skibe på Jyllands Vestkyst og naturligvis også ved Holmsland Klit. Netop ud for Abelines Gaard i Haurvig strandede barkskibet "Elisabeth Rickmers", der var hjemmehørende i Bremerhaven, i 1894. Skibet var på vej til Cardiff, hvor det skulle laste kul til Singapore og herfra tage ris med tilbage til Bremen eller Bremerhaven. Men rejsen endte altså her i Haurvig. Heldigvis blev alle folkene ombord reddet i land og indkvarteret på Abelines Gaard. Den dag i dag findes der på gården genstande, der stammer netop fra dette skib.

Alle billeder, tekster og data på HvideSande.dk er beskyttet af dansk lov om ophavsret. Alle rettigheder tilhører eller varetages
af HvideSande.dk.
Det er ikke tilladt at kopiere eller bruge tekster, data eller billeder fra HvideSande.dk uden skriftlig tilladelse.

© 1998 - hvidesande.dk | made by Apollomedia

Kott Fritid · Hvide Sande    |    DanWest Sommerhusudlejning - Sommerhuse ved Hvide Sande
Hotel Hvide Sande